Praktisk info                    

      Perletyper

      Husk altid at tage smykker på som sidste del af påklædningen – parfume, kosmetik og cremer påføres først, dernæst smykker. Når alt det så er skrevet, så skal smykker også bruges og nydes – for de er blandt de smukkeste kærlighedsgaver!

Akoya kulturperler
80 % af samtlige saltvandskulturperler dyrkes i den 7-10 cm store japanske Akoya musling Pinctada Fucata. Akoya kulturperlerne bliver sjældent større end 10 mm i diameter (de mest almindelige størrelser ligger på 6-7 mm i diameter). Farverne er de lyse: Klar hvid, let gylden, svag rosa og sølvgrå. De japanske kulturperler er mindre end for eksempel South Sea kulturperlerne, også af den simple grund at muslingerne er mindre. December og januar er de bedst høstmåneder hvad angår japanske kulturperler, fordi perlemorslagene er af bedre kvalitet. Muslingens biologiske funktioner nedsættes nemlig i koldt vand, hvilket gør de sidste lag af perlemor har flot overfladeglans.

Tahiti og South Sea kulturperler
Tahiti og South Sea perler dyrkes i muslingerne Pinctada Margaritifera og Pinctada Maxima, som kan blive op til 30 cm store. Pinctada Margaritifera producerer perler af en exceptionel glans, og størrelser der ligger på 8-20 mm – helt op til 24 mm er også blevet set. Farverne strækker sig fra hvid til sort, sølvgrå, aubergine til mørkegrøn, med beskrivelsen ”peacock” som den fineste nuance. Det kan tage op til fem år at dyrke en Tahitikulturperle: Når muslingen er ca. tre år, får den lov til at påbegynde sit livsværk, som tager ca. to år. South Sea kulturperler dyrkes nær Australien, Filippinerne og Indonesien – Tahiti kulturperlerne dyrkes i Fransk Polynesien.

Keshi kulturperler
Keshi er japansk for ”den mindste eksisterende partikel”, for eksempel et sandkorn. Keshi er en kulturperle uden centrum, dannet af donorvæv indsat i en ferskvandsmusling, sjældent over fire mm store i diameter, og som regel barokt formede. Keshiperlerne har som oftest en flot farve og et tykt lag perlemor, men kun få er runde. Keshi perler kan have alle farvenuancer, fra sølv-hvid til antracit grålige; størrelserne rækker fra 1-15 mm i diameter – og formmæssigt er der ingen begrænsninger!

Ferskvandsperler
Ferskvandskulturperler har før gået under fællesbetegnelsen ”biwa-perler”, fordi de første kommercielle af slagsen kom fra søen Biwa i Japan. I dag er kineserne de førende på området. Normalt sker tilvæksten af perlemor hurtigere i ferskvand end i havvand. Årsagen er blandt andet det faktum, at det er lettere at styre næringstilførelsen i et dambrug end i havvand. Desuden er der flere muligheder for at undgå ødelæggende forurening. Til gengæld bliver ferskvandskulturperlens glans sjældent helt så god som saltvandskulturperlens. Op til 30 ferskvandsperler kan dyrkes på samme tid i samme musling.

”Falske” perler/imitationsperler

Imitationsperler af glas, fyldt med hvid voks for vægtens skyld, er blevet kaldt ”romerske perler”, fordi der allerede i det antikke Rom blev fremstillet en del ”falske” perler af sølvfarvet glas for at efterkomme den store efterspørgsel på perler. En parisisk rosenkransmager, Jacquin, opdager lidt tilfældigt i slutningen af det 17. århundrede, at han opnår en perlemorsagtig effekt ved at dyppe glasperler i det vand, som havde været brugt til afskælning af den lille fiskeart løjert. Nogle autoriteter mener, at de gamle kineserne har kendt til denne metode lang tid før Jacquin opdagede den, og at han derfor kaldte den ”essence d’orient” efter dem. Der skal to millioner små fisk, som han hentede i Seine floden, til at fremstille en liter essence d’orient. Essence d’orient fremstilles stadig til denne dag, af canadiske sildearter. Specielt modeskaberen Coco Chanel var begejstret for hvide ”falske perler”, som hun kunne finde på at overhælde sine sorte kreationer med!